For regeringen og DF betyder klimaudfordringerne ikke en døjt

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en ny trafikinvesteringsplan for de næste 10 år, der primært vil placere investeringer i flere vejforbindelser. DF er samtidig trådt ud af togfonden, der skulle sikre hurtig og stabil togtrafik mellem Aalborg og København.

Det er klokkeklar anskuelsesundervisning i, at for regeringen og DF betyder klimaudfordringerne ikke en døjt. I Enhedslisten mener vi, det er helt indlysende, at der i de kommende år skal investeres massivt i at få gods og passagertransport over på skinner. Transportbehovet skal minimeres, og i landdistrikterne skal der satses på bedre, mere fleksible, kollektive løsninger samtidig med, at det skal gøre mere attraktivt at køre i elbilfremfor benzin og diesel.

Men regeringen og DF hænger åbenbart uhjælpeligt fast i den tankegang, der har bragt os på kanten af en klimakatastrofe. De taler pænt om klimaet, når de tror, der er stemmer i det, men lige så snart det handler om konkret politisk handling, er DF og regeringen fuldstændig passive.

En del af aftalen yder også midler til en klima- og miljøødelæggende Limfjordsforbindelse tværs over Egholm. Trafikpolitisk er dette en helt forkert løsning, der blot kommer til at skabe endnu mere biltrafik, der igen vil skabe trafikbelastninger andre steder, lokalt og regionalt. Det kommer til at øge klimabelastningen fra privatbilismen og øge incitamentet til at bruge klimabelastende, individualiserede løsninger, selv der hvor kollektiv transport kunne være et attraktivt alternativ. Det kommer til at ødelægge enestående bynær natur ved Danmarks tredje største by.

Derfor fortsætter Enhedslisten kampen mod en tredje Limfjordsforbindelse, og for – til gengæld – benhårdt at fastholde trafikinvesteringerne i Nordjylland; investeringer, der skal bruges på miljø-, og klimaansvarlige trafikløsninger.

De gode løsninger findes heldigvis. Det håber vi selvfølgelig også, Socialdemokratiet er enige i, og vi vil kraftigt opfordre Socialdemokratiet til at holde sig ude af den asfaltsorte aftale, så vi efter et valg kan skabe varige, holdbare og klimaansvarlige løsninger for infrastrukturen i Nordjylland.

Det løfte ser jeg frem til, at Socialdemokratiet vil afgive.

Peder Hvelplund, MF

  • Sundhedsordfører
  • Ældreordfører
  • Psykiatriordfører
  • Indfødsretsordfører