Morsø

Læserbrev af Bo Fink
Medlem af Regionsrådet (suppleant), Region Nordjylland

Præmisserne for forslaget om at lukke Strandgården virker helt forkerte. Når det kommer til afstemning i regionens forretningsudvalg på mandag, stemmer jeg derfor nej.

At rehabiliteringstilbuddet for hjerneskadede skal samles i et tilbud, lægges op som en strategisk beslutning. Men strategiske beslutninger kræver helt anderledes grundige forberedelser, end der har været tale om her, og det kræver en grundig afvejning af mange forskellige hensyn i regionen, og ikke bare hensynet til et enkelt fagområde.

Patienttilbuddene skal være bæredygtige, siges det, og hvem har noget mod det. Men ”bæredygtighed” er ikke ensbetydende med, at Strandgården bør lukkes, og pladserne flyttes til Hobro. Der er flere veje at gå, og lad os bruge lidt mere tid og kigge mere grundigt på forslaget for at få det bedre underbygget.

Heldigvis er der god tid til grundighed eftersom der ikke påvises akutte problemer, som kræver en løsning her og nu. Alligevel søges forslaget hastet igennem.

At der ikke er tale om akutte problemer, kan man finde belæg for i den seneste tilsynsrapport fra Strandgården fra 2018. Generelt er det mit indtryk, at Strandgården mest bedømmes til ”over -” eller ”langt over middel” på de forskellige parametre i tilsynsrapporten.

På den baggrund er det oplagt at spørge om hvorvidt en fusion overhovedet er nødvendig. Kan en tilstrækkelig faglig bæredygtighed ikke fastholdes alene ved et tættere samarbejde mellem Strandgården og Østerbakken i Hobro med arbejdsdeling og bedre træk på hinandens ressourcer. Er det nødvendigt at smadre det faglige miljø i Nykøbing?

Det egentlige problem ser snarere ud til at være manglende økonomisk bæredygtighed både i Hobro og i Nykøbing. Men er forskellige økonomiske modeller blevet undersøgt, f.eks. om Strandgården og de lokale kommuner kan gå sammen om bedre udnyttelse af ledig kapacitet på Strandgården? Det ser ikke ud til det.

Forslaget har andre perspektiver. Morsø kommune er i underskud med regionale arbejdspladser. Vi har pt. 120, men burde have mange flere, hvis de regionale arbejdspladser var bredt mere jævnt ud. Hvis vi kan få en strategisk beslutning i regionsrådet om tilflytning af flere regionale arbejdspladser, vil vores lokale arbejdsmarked blive mere robust, og så vil vi kunne vi se mere afslappet på fremtidige ændringer i institutionsbilledet. Men aktuelt står vi med et beslutningsforslag, der forsøges sjusket igennem og som tillige er et forslag med ødelæggende konsekvenser for vores lokale arbejdsmarked.